»Det ligner en tom udviklersandkasse.« Sådan lød dommen — min egen — over det design, en AI-model havde givet min hjemmeside. Modellen havde ellers gjort præcis, hvad jeg bad om.
Eksperimentet var enkelt: Jeg slog designguides og skabeloner fra og lod modellen tegne hele det offentlige site efter sin egen smag. Ingen moodboards, intet »lav det ligesom …«. Jeg ville se, hvad den selv kunne — blandt andet fordi jeg sammenligner forskellige modellers rå smag på den måde: samme opgave, ingen støttehjul, og så ellers se, hvad der kommer ud.
Det første resultat var kompetent og dødt. Rent, hvidt, velordnet — og uden én eneste beslutning, der føltes truffet. Deraf dommen.
Papirtesten
Kalibreringen, der ændrede noget, var én sætning: Hvis du kan printe siden uden at miste noget, er der ingen oplevelse. Scroll skal bære betydning. Bevægelse skal fortælle noget. Pynt er forbudt.
Med den linje i hånden byggede modellen forfra. I dag opfører sitet sig efter idéen: Rå skitse kompilerer til færdigt byggeri, mens man ruller ned gennem siden, og forsidens overskrift kan trækkes fra kundens rodede forespørgsel til den færdige formulering med et fysisk håndtag. Print den, og du står med et vissent stykke papir. Det er meningen.
Hver rettelse blev en overdragelse
Undervejs lærte jeg noget, jeg ikke havde regnet med: Designkritik kan ikke sendes frem og tilbage mellem modeller. Jeg prøvede at lade én model designe og en anden anmelde. Hver rettelsesrunde blev en overdragelse af smag, og hver overdragelse trak designet i en ny retning. Resultatet lignede hverken den enes eller den andens — det lignede et kompromis, ingen havde ønsket sig.
Reglen i dag: Én model ejer billedsiden fra første skitse til sidste commit. Andre må gerne efterprøve fakta — virker knappen, holder kontrasten, kan tastaturet nå det hele — men de fælder ikke æstetisk dom. Ansvaret for helheden kan ikke deles op i vagter.
Arbejdsdelingen: én model ejer al smag · andre modeller efterprøver kun funktion · mennesket har vetoret
Det gælder for øvrigt også mennesker. Et design, som fire personer har rettet lidt i hver, ligner præcis dét. Smag er ikke en opgave, der kan uddelegeres i småstykker — hverken til maskiner eller til hinanden.