Jeg havde en mistanke om, at min AI-makker tabte tråden, hver gang en samtale blev genoptaget efter flere dages pause. Så jeg satte den til at efterprøve mistanken — på 263 af vores egne arbejdssamtaler fra en enkelt måned. Mistanken holdt ikke.

Til gengæld fandt gennemgangen et hul et sted, jeg slet ikke ledte: mine egne idéer. Omkring halvdelen af de indfald, jeg havde parkeret undervejs i samtalerne, dukkede aldrig op igen.

Anekdoter talte ikke som mønstre

Selve setuppet var jævnt kedeligt: en måneds sessioner blev destilleret og gennemtrawlet af en flok udtræksagenter, der ledte efter rettelser, gentagne beskeder, mistede idéer og genoptagelser. Reglerne var strenge. En enkeltstående episode talte ikke som mønster; en påstand skulle kunne ses i mindst to adskilte sessioner, før den fik lov at stå.

Genoptagelserne, jeg var bekymret for? 37 rene genstarter, én gentagelse af allerede udført arbejde, nul deciderede fejl. Min fornemmelse af, at der »altid gik noget tabt«, viste sig at være netop det: en fornemmelse.

Idéerne var en anden historie.

Af omkring 95 sporede idéer blev cirka 30 procent samlet op igen i samme session og 20 procent i en senere. Resten — omkring halvdelen — forsvandt sporløst. Fællesnævneren var ikke idéernes kvalitet, men deres adresse. Idéer, der kun levede i chatten, døde i chatten. Idéer, der fik én linje i et projektdokument, overlevede.

263 sessioner · ~95 sporede idéer · ~50 % genset aldrig · 37 rene genoptagelser · 0 fejl

Reglen i dag er derfor banal: Et indfald midt i en opgave får én linje i projektets statusdokument — dato, etiket, én sætning — og så tilbage til arbejdet. Ved hver genoptagelse bliver de nyeste fem vist frem. Mere ceremoni er der ikke i det.

Viljestyrke skalerer ikke

Gennemgangen målte også en anden af mine kæpheste: at AI'en skal gengive opgaven med egne ord, før den går i gang, så misforståelser fanges, mens de er billige. Reglen blev fulgt cirka 107 gange og brudt 18. Det interessante er fordelingen af bruddene: alle 18 lå, før reglen blev bygget ind i værktøjet som et fast første trin. Derefter: nul.

Den lære rækker ud over AI. Viljestyrke skalerer ikke. Værktøj gør.

Min selvopfattelse fik altså et par ridser: Det, jeg frygtede, virkede fint, og det, jeg stolede blindt på, lækkede. Men det er hele pointen med at kigge efter. En mavefornemmelse er en hypotese, ikke en rapport — og hypoteser skal testes, før man bygger sin arbejdsdag på dem.